Kreds 93 - en del af Danmarks Lærerforening

Formandens nyhedsbrev 23. maj 2025

formanden
26. maj 2025

I den forløbne uge mødtes den samlede kredsstyrelse igen med Børne- og Familieudvalget. Vi fik som det første fulgt op på generalforsamlingen, hvor der fra politisk hold var enighed om, at mødet med et bredt udsnit af kommunens lærere og børnehaveklasseledere, havde været meget lærerigt og givende. Der var enighed om, at lærergerningen er en kompleks størrelse.

I denne tid hvor budget og demografi fylder meget, fik vi også en rigtig god dialog om organisering, prioritering af indsatsområder(udviklingspuljen), tildelingsmodel herunder manglende distriktspuljemidler. Der blev også luftet frustration over, at vi også i Haderslev er underlagt et budgetloft, da der faktisk er penge i vores lokale kommunekasse. Vi må håbe, at regeringen har behov for at stå sig godt, så der gives mulighed for at tilføre flere midler til skoleområdet.


Det sidste område vi nåede at tale om, handlede i høj grad om én af de kommunale værdier nemlig dialog. Fra kredsstyrelsen gjorde vi opmærksom på at vi oftere og oftere støder på en forråelse i elevadfærd og manglende tillid til og dialog med skolernes ansatte fra forældre side. Vi talte om tydelig understøttende ledelse, gode ordensregler og værdier, ny ”Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen” og hvilke kommunalpolitiske muligheder den tilskriver, og vigtigheden af børn og elever som part i forpligtende fællesskaber.

 

De steder, hvor ordensreglerne håndhæves på en god dialogisk måde, er der en ro hos hhv. elever og personale, som er smittende og derved selvforstærkende(hvis ro ellers kan være forstærkende).
Slutteligt nåede vi at tale om fravær, EUD og juniormesterlære, og vi aftalte, at vi fremadrettet kommer hurtigere i kontakt, ”når de politiske vinde blæser, og idéerne er ved at få vinger”. ”Vi, som politikere, er nemlig gode til at få idéer”, som et af medlemmerne udtrykte det. De idéer vil vi gerne fodre eller afmontere.

 


Retningslinjer ved forældrehenvendelser
I forlængelse af drøftelser med TR´erne og henvendelser fra flere medlemmer, har vi i FagMED-regi og i dialog med skoleledere opfordret til, at der udarbejdes retningslinjer ved forældrehenvendelser. Retningslinjerne skal være med til at sikre en tryg og ensartet håndtering og være med til understøtte at uoverensstemmelser undersøges og behandles på det niveau, hvor de er opstået.

 


Deadline for søgning til de centrale kompetencemidler er den 28. maj 2025
Haderslev Kommune har i 2025 afsat centrale midler til kompetenceudvikling, i alt ca. 1.000.000 kr. Midlerne kan søges af alle ansatte i Haderslev Kommune.


• Strategiske initiativer - aktiviteter, der løfter medarbejdernes kompetencer inden for et fastsat tema, som kommer helheden til gode. Strategiske initiativer skal gerne favne flere faggrup-per og løfte kompetenceniveauet på tværs. Intranet Haderslev.dk HR


Næste Nyhedsbrev udkommer den 13. juni


Rigtig god Kr. himmelfartsdag, Grundlovsdag og Pinse


Med venlig hilsen


Jesper Skovsbøl Rasmussen,
Kredsformand