Formandens nyhedsbrev31. oktober 2025
Lønningsdag: For 26 år siden startede min lærergerning i Århus. Dér havde jeg en kollega, der holdt ”lønfest” i forbindelse med hans lønningsdag.
Festen bestod primært i at købe cheeseburgere til 10 kr. Siden da er der sket lidt med prisen på burgere, men der er også sket lidt med lønnen. På dagens lønseddel fremgår der endnu engang en lille lønstigning til alle, og den såkaldte ”reguleringsprocent” er nu 1,602921, hvilket vil sige, at en burger i dag bør koste ca. 16 kr.
Fysisk indgriben
Der er pt et stort mediefokus på fysisk indgriben i skoleregi. Vi er for så vidt selv skyld i dette fokus, da vi fra DLF´s side igennem længere tid har efterspurgt en revision af ordensbekendtgørelsen. Nu sker der så noget. På mandag forventes det, at der kommer et nyt lovforslag om fysisk indgriben med dertil hørende bekendtgørelse og vejledning.
LærerTalks
Den 5. november afholdes der foredrag på Godset i Kolding med Mickey Gjerris, teolog, bioetiker og en af Danmarks mest markante stemmer i debatten om vores forhold til naturen. Han vil fortælle om, hvordan vi taler om de svære etiske spørgsmål i en verden, hvor teknologi og biologi udvikler sig hurtigere end nogensinde. Mickey gør det komplekse tilgængeligt, og hans ”talk” vil udfordre os til at tænke over alt fra dyrevelfærd og miljø til nye teknologier og vores ansvar over for fremtidige generationer.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Lærernes a-kasse. Så tag en kollega under armen og deltag. Praktisk information: Dørene åbner kl. 17.00. Der bydes på en sandwich samt øl/vand. Selve ”LærerTalken” finder sted fra kl. 18.00–19.15. Tilmelding på: laka.dk/workshops/laerertalks-med-mickey-gjerris
Øvrige arrangementer
Den 6. november er der ikke færre end to valgarrangementer at vælge imellem. FH Kommuneudvalg inviterer til politisk debat på Harmonien fra kl. 18-21 og skolebestyrelserne i Haderslev inviterer til valgmøde i Fuglsangloungen fra kl. 17-19 her er der tilmelding senest den 4. nov. på www.sbkv.dk
Onsdag den 12. november fra kl. 15.30-17.00 valgmøde i Sct. Severinskolens kantine.
Tak til alle jer TR´ere og AMR´ere der deltog i onsdagens arrangement vedrørende ”Konflikter i AMR/TR-rollen”. De fleste af jer bliver i dagligdagen stillet over for såvel tekniske problemer som adaptive udfordringer, og uanset hvilken kommunikations- og/eller konfliktstilart i benyttede jer af på kursusdagen, så skal jeg hilse jer fra oplægsholderen Lars Lidsmoes og ønske god arbejdslyst.
Rigtig god weekend
Med venlig hilsen
Jesper Skovsbøl Rasmussen, Kredsformand