Nyhedsbrev d. 4. april 2025

Den kommunale kompetencefond Husk at der i forbindelse med ansøgninger til den kommunale kompetencefond, skriftligt skal angives, hvor meget arbejdstid, der samlet forventes anvendt til kompetenceudviklingsaktiviteten (herunder transporttid).
Oplysningen skal jf. vejledningen til udfyldelse af ansøgninger fremgå under ”Supplerende bemærkninger”, der ligger under pkt. 5 i ansøgningssystemet. Husk at søge fonden så kompetencebehovet kommer til at fremgå, uagtet den lokale økonomi. Kommunernes samlede medfinansiering til fonden er 30 mio. så Haderslevs andel er i omegnen af 300.000 kr., der er fordelt blandt skolerne
Ny central seniorordning
I seneste Nyhedsbrev løftede jeg sløret for den nye seniorordning for +64 årige. Nu er der kommet et ansøgningslink på intranettet.
Haderslev Kommunes nye centrale seniorordning er pr. 1. april 2025 sat i drift.
Ordningen er gældende for alle kommunens medarbejdere og kan bevilges med afsæt i formålet om at:
- fastholde viden og erfaring i organisationen
- bevare en god balance i livet
Ansøgning til puljen sker på baggrund af en seniorsamtale mellem leder og medarbejder. Hvis der er enighed om, at kriterierne for en seniorordning er opfyldt, og det i øvrigt er foreneligt med forholdene på arbejdspladsen, kan der laves en indstilling til seniorordningen.
Indstillingen skal laves digitalt via blanketten: Ansøgning om central seniorordning i Haderslev Kommune (eg.dk), som både leder og medarbejder udfylder.
Ansøgninger behandles af et behandlingsudvalg, som er nedsat af HovedMED.
I 2025 er der én ansøgningsrunde med ansøgningsfrist den 5. september 2025. Ansøgningerne behandles den 18. september 2025. Ansøgere kan forvente svar senest den 1. oktober 2025.
På siden 'Senior' på intranettet finder du en beskrivelse af den centrale seniorordning, hvor du bl.a. kan læse om kriterier og vilkår for ordningen. Beskrivelsen ligger nederst på siden under 'Godt at vide'.
Du kan også finde information om ordningen i 'Retningslinjen for det rummelige arbejdsmarked' under afsnittet 'Senior'.
Biografarrangement for medlemmer torsdag den 24. april kl. 18.30 meld dig til HER inden den 9. april. Se vedhæftede invitation.
Lærerkalenderen 2025/2026 er ankommet til kredskontoret. Fraktion 4 medlemmer bedes selv hente den på kredskontoret, øvrige medlemmer kan bestille kalenderen via deres TR. Bemærk at vi grundet OK26-konference og TR/AMR-dag i den kommende uge, først er fuldt tilgængelige på kontoret den 10. og 11. april. Den 7. april er kontoret bemandet fra kl. 10-15, den 8. april fra kl. 10.30-14 og onsdag er kontoret lukket.
Rigtig god weekend
Med venlig hilsen
Jesper Skovsbøl Rasmussen,
Kredsformand