Man kan ikke investere i alle skoler med tomme lommer

Virkeligheden er nemlig mere kompleks end regnearkene.

Haderslev Kommune står med færre børn og dermed færre elever i skolerne. Samtidig er der politisk enighed om, at landsbyskolerne skal bevares. Det er en vigtig prioritering for lokalsamfundene. Men man kan ikke både fastholde en bred skolestruktur og samtidig forvente, at skolerne løser flere opgaver for færre penge.

Når elevtallet falder, falder tildelingen automatisk. Til gengæld forsvinder udgifterne ikke i samme tempo. Der skal fortsat være ledelse, bygninger, faglokaler og medarbejdere nok til at skabe stabile og velfungerende skoler – også de mindre.

Samtidig forventes almenområdet at kunne rumme flere børn med komplekse behov. Det kræver flere kompetencer, flere voksne omkring eleverne, co-teaching og fleksible løsninger tæt på børnenes hverdag. Kort sagt: Det kræver investeringer.

Hvis pengene ikke følger med ambitionerne, risikerer vi det modsatte af det, politikerne ønsker. Pressede læringsmiljøer. Flere skoleskift. Mere mistrivsel. Og i sidste ende flere elever, som ikke får den støtte, de har brug for.

Netop skoleskift bør give anledning til eftertanke. Uro om skolernes fremtid og tilbagevendende økonomiske udfordringer skaber usikkerhed for både elever, forældre og medarbejdere. Stabilitet og stærke fællesskaber er ikke et ekstra gode. Det er en forudsætning for, at flere elever kan lykkes i almenområdet.

Derfor bør debatten handle om mere end fordelingsnøgler og tildelingsmodeller. Den bør handle om, hvorvidt der reelt er vilje til at investere i de ambitioner, der politisk er vedtaget.

Vi kan ikke spare os til en stærkere folkeskole. Hvis Haderslev Kommune ønsker både at bevare den lokale skolestruktur og styrke almenområdet, kræver det et klart politisk valg: at tilføre de nødvendige strukturmidler.

Ellers risikerer vi, at inklusion bliver et spareprojekt, og at udvikling blot bliver et andet ord for besparelser.