Nyhedsbrev d. 25. september 2026
I går vedtog en enig kommunalbestyrelse budgettet for 2027-2030 for Haderslev Kommune. På skoleområdet betyder det afsættelse af midler til mellemformer og styrkelse af undervis-ningen i 0.-2. klasse, midler til ansættelse af en ekstra naturvejleder, midler til højt begavede børn og midler til faglig vejledning i skolerne.
Derudover er der afsat endnu en mio. til den kommunale seniorordning. At der for 2026 eftergives et merforbrug på 5 mio. kr. vedr. distriktsøkonomien, ser vi naturligvis positivt på.
Regeringen besluttede i ugens løb at afsætte 500 millioner til en pulje, der skal redde lukningstruede skoler. Det er en rigtig god begyndelse. Det skal bare ske nu og pengene skal øremærkes. Hvis der reelt skal investere i forebyggelse og bruges flere penge på at skabe gode rammer for undervisningen, så haster det. Udviklingen kan nemlig godt vendes. Gode bud på måder og metoder er følgende: Vi skal have flere timer med to lærere. Vi skal have sikret, at underviserne har en læreruddannelse, og at der er nok af dem. Vi skal sørge for, at folkeskoleklasserne ikke bliver for store, og så skal vi hjælpe med at skolerne i landdistrikterne ikke lukker. Vi skal have klasselærere i alle klasser – klasselærere, der har god tid til at sætte klassens fællesskab i fokus og så skal alle elever have mulighed for at komme på hytteture og lejrskole.
I forbindelse med ugens udmelding blev der fremlagt et (for mig) overraskende tal. 337 skoler er lukket siden 2007 (heraf de 9 i Haderslev Kommune). En del af dem fordi lokalpolitikere ikke har kunnet finde besparelser andre steder i budgettet. Skoler kan naturligvis godt blive for små, da det siger sig selv, at elever skal have jævnaldrende at spejle sig i fagligt og socialt, og at der skal være uddannede lærere, der kan løfte undervisningen i fagene. Men at skoler lukker alene på grund af økonomien, det er som oftest en kortsigtet og uhensigtsmæssig løsning. Det er afgørende vigtigt, at hele skoleområdet får et massivt økonomisk løft, og at der bliver set på samlede, varige løsninger for skolernes økonomi. Pengene skal som nævnt bindes, så de kommer til at virke helt ude i klasseværelserne, og skolerne derved er sikret økonomisk. Vi ser heldigvis ikke ind i lokale skolelukninger foreløbig, men jeg føler med de mange kolleger, der befinder sig i meget usikre vilkår lige nu, fx i Hjørring, der i forvejen er den kommune, der har lukket flest skoler i de seneste år.
Den kommende uge:
I den kommende uge starter dialogmøderne på de første skoler, der er TR-møde, kurser og diverse andre aktiviteter, men husk at vi altid kan kontaktes på 093@dlf.org
Rigtig god weekend
Med venlig hilsen
Jesper Skovsbøl Rasmussen
Kredsformand